Dyr er ikke blot noget, du kan have fornøjelsen af, hvis du bor på landet eller i et hus med have. Det bliver mere og mere populært at holde kæledyr i byen. Det er en trend, der er kommet for at blive. Dyr er dejlige og kan berige dit liv på måder, du ikke troede muligt. Der er altid nogen at komme hjem til, og du er aldrig alene. Det er videnskabeligt bevist, at dit liv forlænges, hvis du dagligt kæler med en kat, og for børn er det sundt at have en fortrolig ven i deres kæledyr, som de føler ansvar for, lærer at omgås samt må sætte sig ind i kæledyrets adfærd. Kæledyr er nemme at elske, da du ikke oplever frygten for at blive afvist, og fordi lille Fido bliver ellevild over at se dig lige meget, om du har været væk i fem minutter eller flere timer. Der er dog lige nogle overvejelser, det er værd at gøre sig, inden du anskaffer dig dit nye familiemedlem.
Levetid
Dyr har forskellig levetid. Mens en hamster typisk lever 2-3 år og en kanin 5-6 år, kan hunde og katte leve op til 12-15 år. Du skal derfor tænke ud i fremtiden, når du planlægger at anskaffe dig et kæledyr. Det er rigtigt ærgerligt, når ejere ikke får gennemtænkt fremtidssituationen ordentligt, og de derfor må sælge eller give dyret bort efter en kort periode. Med anskaffelsen af et dyr, lige meget om det er en akvariefisk eller en hund, så bærer du et stort ansvar.
Økonomi
Økonomien i forhold til kæledyret skal være på plads. Sæt dig ind i hvad det vil koste dig at have kæledyret på måneds- og årsbasis ud over selve beløbet, du giver i anskaffelsen og de ting, som du må investere i, inden du får dit kæledyr hjem. Derudover skal der være penge til foder og eventuelle dyrlægeregninger, som hurtigt kan gøre indhug i budgettet.
Tid
Overvej om du har den fornødne tid til at give dit kæledyr den pleje og opmærksomhed, som det kræver for at trives. En hund skal luftes flere gange dagligt, trænes mentalt og pelsen skal plejes. Afhængigt af dit kæledyr kræver det mere eller mindre aktivering. Særligt hvis du holder dit kæledyr i en lejlighed, forpligter du dig til at aktivere det. For eksempel kan en indekat ikke gå ud og jage og dermed blive naturligt aktiveret.
Ferie
Inden du anskaffer dig et kæledyr, må du overveje, hvad du gør, når du skal på ferie. Hvis du ikke kan tage kæledyret med, skal du overveje hvem, der kan passe det, eller om du skal have bestilt plads på en pension. Desværre bliver mange dyr indleveret på et dyreinternat op til ferien uden henblik på at blive hentet igen, fordi ejeren ikke har overvejet, hvad de skulle stille op med dyret, mens de var væk, og børnene alligevel ikke gad kæledyret efter den første måned. Så overvej anskaffelsen af et kæledyr grundigt – dyrene har fortjent det.